Rosenhaven

Rosenhaven vil for de fleste haveejere være et oplagt valg, når en ny del af haven skal indrettes eller renoveres. Rosenhaven kan omkranses af en hæk af buksbom samt andre stedsegrønne planter, som f.eks. taks eller tuja. En mere blød afgrænsning er lavendel-, katteurt- eller bjergmyntehækken. En rigtig rosenhave bør indeholde både klatreroser, roser på stamme, storblomstrede, og buketroser. Buskroserne og bunddækkeroserne hører ikke helt hjemme i den traditionelle rosenhave, som er lidtstram

Imellem roserne kan plantes stauder, blot de ikke er så næringskrævende, at de "stjæler" næringen fra roserne. Lammeøre, brudeslør eller de mange forskellige alunrod eller skumblomst sammen med lavendel er gode stauder til rosenhaven. De fleste forventer dog en rosenhave, som i bedene kun indeholder roser og ofte med en så stor afstand, at den nyrevne jord kan ses imellem planterne.

Trin for trin:
1. Opmål et firkantet eller aflangt areal. (Tegningens mål er 8x13 meter)
2. Lav en gennemgående gang, så den passer med bredden på rosenbuerne
3. Læg fliser, teglsten, dækbark eller andet materiale som belægning på gangen
4. Opsæt rosenbuestativer for at lave en pergola
5. Indhegn arealet med stedsegrønne planter
6. Placér efter eget valg eller bliv inspireret af haveplanen planter

Materialer:

  • Fliser, teglsten, dækbark eller andet materiale
  • Hækplanter
  • Rosenbuer eller andre stative
  • Forskellige roser samlet i små grupper af tre, fem eller flere planter - husk også stammeroserne og slyngroserne. Husk at bruge rosenjord i plantehullerne
  • Evt. stauder, som passer sammen med roserne